Barndommens
Jul.
Når
jeg skal fortælle lidt om jul i gamle dage kan jeg vist bedst gøre
det ved at fortælle nogle træk fra min egen barndoms jul, for den
ligger jo de her 50 – 60 år tilbage (fortællingen blev skrevet i
1970-80) og det
kan man jo godt kalde gamle dage.
Mit
hjem var et lille træhus ude på landet, ikke større end hvad der i dag
svarer til en pæn, stor stue i et almindeligt parcelhus.
Min far var lappeskomager og sadelmager og vejmand og ringer og
graver ved kirken, men først og fremmest var han hjemmeslagter, han blev
da også kaldt
”Bertel
Slagter”.
Min mor var hjemmegående, det var faktisk alle husmødre dengang,
hun blev dog, som såkaldt barselkone, kaldt ud til de fleste fødsler i
nabolaget. Når det var
”op
over” blev der sendt bud efter ”Kirstine té Bertels”. Hun havde
ellers nok at bestille for på 15 år, fødte hun 12 børn, hvoraf de tre
døde som små.
”Ind under jul, hvor er det trist” står der i en kendt
julesang. Når jeg tænker tilbage synes jeg ikke rigtig det passer på
min barndoms før-juletid. Mit barndoms-
hjem
var yderst fattigt, men vi havde vist så mange glæder, som nogen også
her op mod jul. Vore glæder og forventninger, var nok ikke helt de samme
som i dag, men jeg mindes tiden ind under jul i skole og hjem med stor glæde,
og så selve juleaften i barndomshjemmet.
OP
MOD JUL.
Det var ofte en kold tid, og vi havde langt til skole. Vi måtte naturligvis gå, og af fodtøj kendte vi kun til træsko, jo og så pøjer, nogle få gange, hvis sneen dækkede
jorden i alentyk lag, pøjer betød, at vi trak nogle gamle hoser uden over kludeskoene.
Når det var rigtig koldt, kan jeg huske, at mor tog gløder fra komfuret med en ildskovl, dem hældte hun så i træskoene og rystede dem godt rundt, og nu var træskoene dejligt varme af få på.
Om vinteren gik vi i skole fra kl. 8 – til –4 hver dag, også om lørdagen. Ved midvintertid var det mørkt, når vi gik og næsten mørkt, når vi kom hjem.
I skolen begyndte hver dag med en religionstime, salmevers og bibelshistorie.
Omkring 1, december tog vi hul på julesalmerne, og så var forventningens frøkorn lagt i mange barnesjæle, den forventning der nu skulle vokse i de mørke dage frem mod jul. Men selv om der også i skolen blev gjort visse forberedelser til jul, for den sidste skoledag skulle jo slutte med juletræ, så var det slet ikke på samme måde som i dag. Jeg mindes ikke, at vi nogensinde pyntede klassen, hverken med nisser eller gran, og begrebet kalenderlys kendte vi overhovedet ikke.
Vi skrev og regnede mest på tavler, og dertil brugte vi grifler, en lille griffel kostede l øre en stor 2 øre, og den skulle vi selv betale.
Når tavlen var fuld skulle resultatet slette ud, pigerne havde tit en flaske med farvet vand og brugte en tavleklud, mens drengene oftest spyttede på tavlen og brugte albuen som tavleklud. Mit første og eneste møde med demokrati i skolen var den dag hen i december, da der skulle vælges en festkomite, der skulle tage sig af forberedelserne til juletræsfesten den sidste skoledag. Det var gerne bestemt i forvejen af de toneangivende, hvem vi skulle stemme på, men spændende var det alligevel. Den valgte komite fik så lov til i frikvartererne at gå op på skolens loft og finde de her kasser frem med julepynt fra tidligere år, så man kunne se, hvad der kunne bruges igen. Der var et lille tagvindue, der vendte ud mod skolegården. Herfra kunne komiteens medlemmer nyde de misundelige blikke , fra de almindelige dødelige derned i skolegården. Til afholdelse af udgifterne i forbindelse med skolens juletræsfest indkrævede komiteen 25 øre af de store og 10 øre af de små. Der var kun to klasser i skolen, ”Æ stur skul å æ lille skul.”
Lidt nærmere mod jul, skulle komiteen så en dag efter skoletid ind til den nærmeste by eller købmand for at købe papir til juleklip og lys og så nogle godter til en pose.
I den skulle der gerne være et æble en appelsin og nogle bolsjer, men det var jo dengang, man kunne få en pæn kræmmerhus bolsjer for to ører. En aften samledes man i hjemmet hos en af medlemmerne for, at klippe julepynt. Selve juletræsfesten fandt sted efter skoletid den sidste dag før ferien. Festkomiteen havde haft fri det meste af dagen for af pynte træet. Vi andre løb i frikvartererne i spændt forventning rundt om gymnastiksalen, der var en bygning for sig, der også fungerede som forsamlingshus. Vi stod på ryggen af hinanden i håb om at få et kik ind ad vinduerne, men de sad for højt oppe.
Men når døren til salen gik op, myldrede vi ind og stod så måbende og med beundrende øjne over for det store tændte juletræ. Vi gik rundt om træet og sang julesalmer og mens lysende brændte ned , læste læreren en historie.
Når de sidste genstridige lys var pustet ud, blev træet slæbt op i et hjørne, for nu skulle der leges sanglege: Tyv ja tyv og skære havre´ , bedst kunne jeg li´ den her
Der brænder en ild, den brænder for dig , den brænder i tusinde flammer. Ja der var flammer i de ord, og kunne man så komme til at danse med den eneste ene udkårne
( i barnehjertets hemmelige kammer, ja så var lykken næsten fuldkommen, d.v.s.
der var jo da også godteposerne. Efter et par timers forløb gik vi så trætte hjem i bevidsthed om, at det bedste var tilbage, selve juleaften, og at man nu ikke skulle i skole de første samfulde to uger, for dengang begyndte skolen aldrig før efter helligtrekongersdag den 6, januar.
Her op mod jul havde far slagtet grise fra tidlig morgen til sen aften, for alle skulle jo have slagtet julegrisen.
Jeg var efterhånden blevet så gammel, at jeg godt kunne være til nytte ved slagtningen, især om aftenen, når der skulle holdes lys, for elektrisk lys havde næsten ingen dengang. Hvor far kom frem, var der for længst fyret op i den store gruekedel,
for vandet skulle helst være i kog, når han kom.
Den første del af slagtningen, når grisen under høje hyl blev trukket ud af stien vænnede jeg mig aldrig til, først når det forløsende skud for panden havde lydt,
begyndte jeg at finde mig tilrette. Når grisen var stukket blev blodet samlet op i lerfade eller gryder, for der skulle jo laves blodpølse. For at det ikke skulle størkne, skulle der røres i det varme blod og det var tit tjenestepigens job, noget hun ofte havde gruet for lang tid i forvejen. Så skred ellers slagtningen frem og i løbet af et par timer hang grisen der fin og ren op ad en stige. Det meste af grisen blev puttet i store saltkar, for dybfrysere var jo ukendte begreber.
Dagene led langsomt mod jul. Et par aftener blev der klippet julepynt, papirsroser og jakobstiger. Størst var glæden nok ved at se de gamle ting fra tidligere år i kassen med julepynt, der blev hentet ned fra loftet.
På loftet stod også de høje runde kagekasser, og når de kom ned for at fyldes med brune kager, pebernødder og klejner, så var det da snart jul. En aften blev den store træbalje slæbt ind i køkkenet, og der blev varmet masser af vand på komfuret.
Det var forberedelser til det årlige bad. Og så kom vi baljen en efter en. Det kunne være en fordel at være den første, mens vandet var rent, men som den sidste kunne man være længere i baljen og komme senere i seng.
Juleaftensdag. – Det jublede i sindet allerede fra morgenstunden, i dag skulle man ikke i skole, i aften var det juleaften. Hverken regn eller blæst og kulde kunne nu fortrænge forventningens glæde. Juleaftensdag de sidste hektiske forberedelsers dag. Det kunne vel hænde, at en sidste julegris skulle slagtes fra morgenstunden, men ellers var far hjemme den dag. Han bar brændsel ind og fyrede op i kakkelovnene, også den i den pæne stue. Der skulle slagtes en høne og den skulle plukkes og renses, for maden juleaften bestod altid af suppe kogt på en høne og noget oksekød, og som dessert fik vi gul budding med en mandel i. Mandelgaven bestod af en eller anden godbid eller en appelsin, som mor i sidste øjeblik fandt frem og pakkede ind i sølvpapir. Sammen med lugten af tørv og træ fra kakkelovnen blandede sig hen ad eftermiddagen også duften fra den store suppegryde, og med forventningen om den tilstundende juleaften i sindet, blev det til en duft af jul i det lille hjem.
Allerede i november kunne man gennem skolen bestille julens hæfter og bøger. Vi fik gerne de to billigste: Glædelig Jul og Den lille historiebog.
Der var vel ikke tid til at fordybe sig i læsning denne dag, men der var illustrationer , billeder, der forjættede om spændende oplevelser på oprørte have og i forrygende snestorme og troldejul i mørke skove. Henad eftermiddagen, når køkkenvasken var tømt for fjer og kartoffelskræl m.m., blev der en vasken sig. For man skulle være ren juleaften. Også hals og ører skulle man huske. Det var klogt at sørge for, at vandspanden var fyldt op og også komfurets vandgryde, for vandet skulle hentes ved foden af den stejle kanalbrink mange meter fra huset.
Ved at lægge sig på knæ kunne man lige nå vandet i den gravede brønd. Men den tur ned efter vand var det jo rart, at blive forskånet for en mørk og højhellig juleaften. Gik man nu ud mens mørket sænkede sig og så de første stjerner på himlen, ja så jublede det inde i en, at nu var det endelig jul. Mor tog den pæne kjole på og det hvide forklæde. Også far skiftede tøj og barberede sig. Så blev bordet dækket med den hvide dug og en juleløber af papir med nisser på.
Bænkede om bordet og når suppen var båret ind, sang vi til bords denne ene gang om året: ” I Jesu navn går vi til bords”, det lød som ” Kimer nu til julefest”.
Efter maden skulle bordet ryddes og flyttes hen i et hjørne af stuen for at give plads til juletræet, der først nu kom ind i huset.
Mens mor vaskede op fandt far den gamle transportspand og fyldte den med sand.
Heri plantede han juletræet og omviklede den rustne spand med julepapir.
Så fulgte den mest utålelige halve time, når far og mor pyntede træet. I den tid måtte vi blive ude i køkkenet og slå tiden ihjel, så godt vi kunne. Omsider gik så døren op, og der stod det rigtige juletræ, med fehår og engle og lys og duften af jul fra overopvarmede grannåle. Kun barneøjne, tror jeg, hvori et juletræ spejler sig, kan tolke den lyksalige fryd. Vi tog hinanden i hænderne, og far sang for på de gamle julesalmer, og så gik vi da i kreds om juletræet og sang uden hastværk de lange salmer, mens varme fra lysene fik engle til at danse under træets grene. Og i toppen af træet sad stjernen, der næsten rørte loftet. Den glimrede af guld i lysenes skær.
Under træet lå julegaverne, ikke mange og ikke store, men nok til at fyldt et barnehjerte med forventning.
Når gaverne var pakket ud og begejstringen over dem havde lagt sig sænkede roen sig over den juleaften og lugten af gran blandede sig med duften fra appelsiner, for juleaften og så nytårsaften fik vi en hel appelsin hver.